Spredningsfysikken

En jordnær gaussisk plume med Briggs' (1973) rurale spredningskoefficienter og Pasquill-stabilitetsklasser. Gyldig fra ca. 100 m til 10 km.

Læg mærke til σz-kolonnen: i klasse F er færten kun nogle få meter høj ved 300 m og ligger dermed helt inde i den højde et dyrs næse befinder sig i. I klasse A er den titalls meter høj og passerer over hovedet på dyret. MÅLT Briggs 1973; Pasquill 1961; NOAA READY.

Hvorfor mere vind er din ven

Det mest kontraintuitive resultat i hele modellen, og grunden til at appen findes. Rækkevidden er ikke monoton i vindhastighed: på en klar nat skifter stabilitetsklassen fra F til D når vinden når 5 m/s, inversionen brydes, og rækkevidden falder.

Kalibreringen — og hvor den er svag

• Ankeret: klasse D, 3 m/s, hundenæse → 400 m. Det er eftersøgningstjenestens gængse tal for en luftvejrende hund i jævn vind. TOMMELFINGERREGEL
• Det bedste empiriske belæg vi har: Graham et al. (1994) lod eftersøgningshunde lede efter levende mennesker og opdelte resultatet på stabilitetsklasse. Ved 100 m var træfprocenten 95 % i meget stabil luft mod 13 % i meget ustabil. Samme hund, samme afstand — syv gange forskel udelukkende fra atmosfærisk stabilitet. Det er hele begrundelsen for at gøre stabilitet til en hovedparameter. MÅLT
• Artsfaktor, vildsvin ×3,2: 563 mio. lugtreceptorceller på 28.800 mm² lugteepitel mod hundens 175 mio. — samt 1.113 funktionelle lugtreceptor-gener mod hundens ca. 811. MÅLT (Güntherschulze 1979; Nguyen et al. 2012) — men omregningen til meter er mit skøn. TOMMELFINGERREGEL
• Artsfaktor, mårhund ×1,2: lugteepitel 17.150 mm², altså lidt større end en schæferhunds. MÅLT (Green et al. 2012). Der findes ikke ét publiceret tal for mårhunds detektionsafstand på noget sprog. TOMMELFINGERREGEL
• Tre parametre er rene skøn: σv = 0,45 m/s (meander-gulv; AERMOD bruger 0,3), τ = 900 s (færtens levetid), og tabet ved en tæt skovkant (50 %). TOMMELFINGERREGEL

Vindens egen vandring

I stabil, svag vind er det vindens vandring, ikke turbulensen, der spreder færten mest (Hiscox et al. 2010, lidar i stabilt grænselag). Målt σθ over ét minut ligger på 5–10°, men over en time på 70–80° (Kjellberg et al. 2024). En tragt tegnet på ren turbulens er derfor farligt smal om natten, og modellen lægger et meander-led oveni. MÅLT

Praktisk konsekvens: et vindskift på 30° sker af sig selv inden for en time ved 2 m/s. Derfor dømmes et tårn med under 30° margin som utilstrækkeligt på en svagvinds-nat, selv om prognosens retning ser fin ud.

Termik: når prognosen er ubrugelig

Katabatisk afstrømning er defineret netop for perioder med svag storskala vind (AMS Glossary). I blidt terræn — dansk terræn — udvikles en svag slugtstrøm på nogle tiendedele m/s i få meters dybde på de fleste nætter med klar himmel, målt ved hældninger på kun 2–3 %. MÅLT

Under 1,0 m/s overstyrer appen derfor prognosens retning med terrænets faldretning og siger det åbent. En prognose der lyder "0,5 m/s fra sydvest" indeholder reelt ingen information — færten løber ned ad terrænet. Tærsklerne er mit skøn. TOMMELFINGERREGEL

Bevoksning: skov er ikke lig med sikkert

Den intuitive antagelse er forkert. Inde i en bevoksning falder vinden ~5×, hvilket øger koncentrationen, mens turbulensen stiger 2,5× i to retninger, hvilket sænker den. Nettoforholdet er 0,89 — de ophæver næsten hinanden. Forkortelsen kommer fra afsætning på løv og nåle samt tab af sammenhæng.

Målt bag en tæt barriere: rækkevidden falder 25 %, men nærfelt-koncentrationen tredobles (16 → 50 lugtenheder/m³). Tæt bevoksning giver altså en kortere, bredere og kraftigere fært. MÅLT

MODEL Udledt af målte parametre — vindreduktion (Chen, Franklin & Spies 1993: 15–20 % af åben mark inde i bevoksningen, 60–70 % i kanten), turbulensintensiteter, og afsætningshastigheder pr. arealtype (Schrader & Brümmer 2014). Stabile inden for ±0,05 når referencerækkevidden varieres 150→800 m. Faktoren for tæt nåleskov (0,47) matcher et helt uafhængigt målt hegnsforsøg (0,48).

Skovkanten gør to modsatte ting

Om en kant løfter luften op over bevoksningen eller lader færten trænge ind, afhænger af om den er tæt helt ned til jorden. Granplantage, ung opvækst eller hegn: luften konvergerer, bremses og løftes op. Højstammet bøg eller fyr med åbent underskov: der dannes en understrøms-jet, og færten trænger langt ind — over 200 m. MÅLT (Reifsnyder 1955 via Chen et al. 1995; Dupont & Brunet)

Kantens indtrængningsdybde er desuden vindafhængig: målt 30 m i let vind mod 240 m i stærk vind i samme bevoksning. Derfor bruger modellen Belchers længdeskala L_c = h / (C_d · LAI) frem for en fast "3 trædhøjder".

Et dyr lige inde i kanten får flere kraftige fært-stød end et dyr 150 m inde, fordi der 2–4 trædhøjder bag kanten optræder intense nedadgående sweeps. Det er den citerbare forklaring på hvorfor grisen i skovbrynet vinder dig.

Hvad modellen ikke kan

• Din tilgangsvej. Fært afsat på jorden hvor du gik ind er ofte den reelle årsag til et spoleret sit, og den er slet ikke med her. For mårhund, som vejrer med næsen ved jorden, betyder det formentlig mere end den luftbårne fært.
• Dyrets egen bevægelse gennem tragten.
• Tilvænning: dyr på en etableret baitplads er ikke naive.
• Fugtighed og temperatur er bevidst udeladt. Hundelitteraturen er blandet-til-nul, og Cablk et al. (2008) finder fugtighed med modsat fortegn af jagt-folkloren (r = −0,33, p < 0,0001). At udelade dem gør modellen mere troværdig, ikke mindre.
• Bevoksningsdata er fra 2018. Hugstflader kommer og går på 5–10 år, så en flade ryddet siden da står stadig som skov. Derfor kan du overstyre bevoksningen manuelt pr. lokation — dine egne øjne slår otte år gamle satellitdata.

Tre myter der aktivt afvises

Datakilder

© DMI (CC BY 4.0) · © SMHI (CC BY 4.0) · © MET Norway (CC BY 4.0) · © OpenStreetMap-bidragydere · Copernicus Land Monitoring Service